Forårsrejsen 2012 

(21. jan. - 25. marts)

En dag forsinket grundet dårligt vejr, kom vi af sted på forårsrejsen 2012. Efter en dejlig jul og et godt nytår, begge dele pakket ind i piv ringe vejr….

Vores første delmål på rejsen var, at komme til Constable Pynt, den sydlige indgang til Nationalparken. Vi fornemmede ret hurtigt, at både vejret og føret ude i parken, ikke helt spillede på vores hold, så vi måtte grave lidt dybt i posen efter vores ”ja-hat”. Oven i det, var Sally, standard, blevet rød…Men af sted kom vi da, og det gik også fremad, men det kan tælles på 4 fingre de gange, hvor vi nåede vores planlagte dagsmarch på 30 km. I gennemsnit lå vi vel på 15-20 km pr. dag, nogen gange helt nede på 8 km. Så det var ikke ligefrem prangende.

Når vi begge går foran må hundene klare sig selv nede bagved

Den første del af ruten gik over Grønnedal/Baesdal, videre ned gennem Loch Fyne.

Vi havde kun kørt i 2 dage, da hundene pludselig fik færden af eller andet og satte farten op. Da vi kom lidt længere frem kunne vi se en stor hvid bamsefar på jagt efter dagens menu. Da vi ikke havde tænkt os, at blive en del af denne menu, stoppede vi op og tog i stedet lidt billeder og ventede på, at han passerede gaden og forsvandt sydover.

Der gik rigtig meget tid med at traske spor. Her i Qofoq Dal

På Myggbukta, var vi så ”heldige” af få vores førte vejrfaste, endda sammen med de gode mennesker i slædehold 5. Hytten ligner en million, efter Nanok i sommers gav den en overhaling, så det var en sand fornøjelse og lige til at holde til. Vi fik bagt turens første boller og slædepizza og Troels lavede en ond, ond omgang cowboykaffe. Opskrift: 2 liter kogende vand, en halv pakke kaffe. Blandes i en kedel og udsættes for turbulens i form af 4 armsving. Voila!!! (og farvel nattesøvn…)

De næste par dage var præget af rigtig elendigt føre og enkelte dage med helt nedlukket vejr. Det var hvidt i hvidt og ganske ubehageligt at køre i, fordi man ikke har den fjerneste mulighed for at se konturerne i landskabet. Vi havde gået foran slæden for lægge spor til hundene, stort set siden vi kørte hjemmefra, så med en mand i front, hjalp det selvfølgelig på situationen. Når ham der går ude foran pludselig forsvinder, kan man godt regne med, at det går nedad!

Med et absolut minimum af proviant og pemmikan kom vi frem til Malia Havn Depot. Her glædede vi os til en velfortjent hviledag i en varm hytte. Da vi kom frem til hytten, kunne vi desværre konstatere, at der havde været gæster i hytten. Den besøgende var desværre ikke  omskolet til almindelig brug af dør og var i stedet gået direkte igennem væggen på hytten. Hullet i væggen, passede mistænkeligt præcist med omfanget af en bjørn og man behøver nok ikke være efterforsker for at lægge to og to sammen, da hytten var støvsuget for ALT spiseligt… både, proviant og pemmikan til hundene. Så stod vi der, med 7 dage til næste depot uden mad til hunde og mænd.

Hvorfor bruge døren, når man kan tage væggen?

Heldigvis vidste vi, at slædehold 7 med Morten og Mads var lige i hælene på os og efter et par timer kunne vi høre at de var lige om hjørnet. Så vi fik omfordelt lidt proviant, lavet en ruteændring, så vi kunne følges til Vælddal hytten, 4 dage væk.

Vi var oveni købet så heldige, at forskolen lige var landet i Mestervig til deres vintertræning så den gode gamle rutinerede instruktør, Jens Bonde, kom forbi med det vi manglede, så vi kunne komme videre derfra, fuldt lastet.

Men først skulle vi lige over Mount Norris Fjord og Vælddal. I Vælddal er der et MEGET stejlt vandfald som kan blive ret spændende. En ting var helt sikkert, det var ikke forsvarligt at køre ned af faldet med hunde foran slæden. Så vi gjorde det, at vi spændte alle hundene fra, smed et par bremsetove på slæden, skubbede den udover faldet, lukkede øjnene og krydsede fingrene, mens vi forsøgte at klamre os fast til slæden…. Fed fed tur, lidt som en rutsjebane J

Da vi kom frem til hytten stod døren åben og der var spist af inventaret, så vi kunne lige starte med at rydde op og ud, samtidig med, at vi bandede bjørne langt væk.

Nå, men i hytten fik vi jo besøg af Bonde fra forskolen og Svend fra Mestersvig, der kom med lækkerheds proviant og post!!! Jeg fik 2 store pakker midt ude i parken! Bonde havde endda været så flink, at tage lidt dåseøl med til de stakkels fupper. Øllene havde ligget i samme pose som mine pakker og med en temperatur på -30 grader kombineret med en 35 km. rystetur bag på en snescooter, var et par af øllene uheldigvis punkteret, så pakkerne var ret gennemblødte. Men jeg fik pakket den ene pakke ud, der bl.a. indeholdte mit nye Visa dankort….! Meget rart at have det med sig ude midt i ingenting og så smurt ind i øl.. Men det er nok hverken første eller sidste gang mit dankort har været det!

Den anden pakke var fra mine søde kollegaer i politiet. Pakken indeholdte bl.a. en bog, som desværre også var blevet godt og grundig våd. Jeg fik den geniale ide, at hænge den til tørre over kulovnen, hvad jeg ikke lige havde taget højde for, var at limen der holder siderne sammen blev opløst i varmen, så da Michael pludselige sagde: ”Hvaaaa´… er det din bog der ligger og brænder over på ovnen”?, fik jeg lige lidt travlt… Men nu havde jeg en tyk bog i 16 dele, så nu var den meget nemmere at håndtere og jeg fik (næsten) reddet alle siderne.

Slæden pakkes, her ved Franklin Depot

Fra Vælddal gik turen helt ud mod ydrekysten ned gennem Fleming Fjord over Carlsberg Fjord ud på kysten og ned forbi Trekanten og ind gennem Slien til Triasdal. To dage efter vi forlod Vælddal, så den 5. februar solen for første gang i 3 måneder... En stor dag i slædehold 4 :-)

Første møde med solen i 3 måneder

God-herlig-morgen i Fleming Fjord!!

Nedkørslen gennem Triasdal var superfed. Der var godt nok en masse store snehuller og vi måtte spænde hundene fra 3 gange og firer slæden ned i hullerne… Men det var dejligt med lidt andre udfordringer, end at vade ude foran slæden. Det sidste stykke ind mod Constable Pynt var helt nyt for os. Pludselig kunne vi stå ved siden af slæden begge to og tale sammen.. Det havde vi ikke prøvet før på rejsen, det var næsten som at få en ny makker J

Tja, det gik jo godt!

På Constable Pynt havde vi 4 hviledage sammen med slædehold, 5 og glædede os bare til at slappe af og det gjorde vores hunde i den grad også. Desværre valgte Yuri, Roger og Hansen at gå total amok på hinanden i det sekund vi landende, så den første aften gik med at sy hunde sammen. Både Hansen og Yuri fik to rigtig grimme skader. Yuri fik et grimt hul i lysken, der måtte syes i 3 lag. Hansen fik revet sin snude helt op, meget ulækkert. Roger fik en stor flænge i låret. Så vi kom sent i seng den første aften.

Flot eftermiddag i Nørrefjord

Folkene på Constable Pynt var helt fantastiske og yderst gæstfrie og vi skylder dem en stor og varm tak for god behandling.

Vi fik lige lidt hjælp i det bløde føre :-)

Fra Pynten kørte vi nordover til vores næste delmål: Mestersvig og forskolen. Op til Mestersvig kørte vi noget af det flotteste natur på hele rejsen, gennem ”Slædevejen” og så endda i dejligt solskindsvejr. Så gør det ikke så meget, at føret er noget møg. Til gengæld var vi nede på -40 grader om natten, så posen blev lynet godt til og alle natlige toiletbesøg blev straks indstillet!

Igen igen stødte vi ind i slædehold 5, der også var på vej til Mestersvig for at deltage en stor Dansk/Canadisk øvelse. Et stykke uden for Mestersvig kunne vi pludselig se en masse blinkende lys. Det viste sig, at være ikke mindre en 8 snescootere besat med folk fra forskolen. Det var super fedt at hilse på gutterne og så skønt, at de lige havde lagt et spor til os, det sidste stykke ind til stationen. Desværre blæste det op hen under aften og næste dag var sporet helt væk!!!

Pause i en smule flot natur!

På Mestersvig var der fuld gang i den og der var vildt mange mennesker. Vi kunne lige nå, at se forskolen gå de berygtede 100 km på ski, og det var helt efter vores plan. Drengene klarede det vildt godt, men de var forståeligt meget trætte efter 20 timer på ski, så vi tilbød at stå for et rigtigt ”Sirius morgenbord” Man kan overleve en uge på sådan et morgenbord….

Heldigt for os, kom Marit, vores dyrlæge forbi Mestersvig og vi kunne få set på vores lazaret af hunde. Det endte ud i to operationer af Yuri og Roger. Vi måtte desværre også dømme Yuri ude på resten af rejsen, så han blev sendt på en flyver til Daneborg til rekreation. (Yuri er på fuld damp igen og er i skrivende stund på slæderejse med slædehold 3). I stedet fik vi fløjet vores nyeste hund, Becca ned. Lige så tit som Sally bliver rød, lige så tit bliver Becca gravid… så de er to ”damer”, man lige skal holde et ekstra vågent øje med J

Vi tillod os også at ”stjæle” Vektor (tidligere siriushund, som nu står og hygger sig på Mestersvig), så nu var vi nogenlunde med på ”beatet” igen, rent cylindermæssigt.

Vi nåede skam også lige forbi tandlæge og læge på Mestersvig, så det var meget fint.

Opkørsel i Slien

Dagen inden vi kørte, ville vi lige lægge et spor ud med to snescootere og det gik også fint til at starte med, men da vi kørte ud på isen kunne jeg godt mærke at min scooter pludselig måtte arbejde lidt ekstra, og da jeg kiggede ned kørte den stort set kun på vand. Michael sad uhjælpeligt fast med sin scooter. Vi kæmpede længe med at få hans scooter i land, men vi var efterhånden så gennemblødte, at der begyndte at blive kriminelt. Vi stod på 1 meter dybt vand i -30 grader og så går det stærkt! Vi kunne ikke se vandet da vi kørte ud, fodi det var dækket af ca. 25 cm sne. Vi måtte lade scooter være scooter og se at komme ind i varmen. Så det gik fint stærkt indover. Vi fik lidt tørt tøj på og så måtte vi ud igen, denne gang med lidt assistance, for at hente den efterladte scooter.

Det var et par superhyggelige dage, men nu havde både Michael og jeg snart fået nok af så mange mennesker på den lille station, så vi pakkede vores habengut sammen og drog af sted mod Ella Ø.

Da vi efter 3 dage nåede Ella Ø, kunne vi igen konstatere, at vores ven Hr. Bjørn havde været forbi. Det var kun 2 uger siden, at Morten og Mads havde ryddet op efter ham sidst, men nu havde han været forbi igen.

Det begyndte det stille og roligt at sne. Det blev det ved med i 3 dage, og det var ikke bare stille og roligt. Der faldt 1 ½ meter sne på de to første dage, så vi måtte ud flere gange om natten og se til at hundene ikke druknede. Vores slæde kunne vi kunne gætte os til hvor var henne!

Johan kan lige kigge frem. Hansen til højre, er lidt bedre til at følge udviklingen i snefaldet.

Det blev til 3 dage på langs og alle Se&Hør, M!, Euroman, Familie Journalen + slankeopskrifter og voksenblade blev læst 2 gange.

Da vi fik gravet hunde og slæde fri, gik turen nordover gennem Nanortalikdal /Murgangsdalen. Også den rigtig fed overkørsel. På den anden side af Murgangsdalen stødte vi ind i den store Dansk/Canadiske øvelse. Det var som om, at hele nationalparken vrimlede med mennesker i år. Det var noget anderledes end sidste år, hvor man virkelig følte sig mutters alene oppe nordpå. Det gik man faktisk og savnede lidt.

En aften vi havde slået TP (teltplads) og Michael pettede hunde kom der pludselig en tom M&Ms pose flyvende. Alle hundene kigge i den retning posen kom fra og 2 minutter efter kom bjørnen. Den gik stille og roligt forbi vores telt og videre op i fjeldet. Hvor den kom fra vides ikke, men det er stensikkert, at der er endnu et hul i en hytte et sted!

Han havde heldigvis travlt med at komme til Ella Ø

Desværre måtte vi opgive vores 3. delmål, at nå ind til Krummelang Sø. Det var virkelig noget vi begge to rigtig gerne ville, men pga. af det dårlige føre ville vi komme næsten en uge bagefter planen, hvis vi skulle derind. For os ville det ikke gøre noget, men der sad jo lige to gnister derhjemme og trippede efter at komme af sted på slæderejse.

Lille pause ved Kap Petersen

Det er så herligt, når en af tæverne bliver røde (drægtige), for så bliver alle hanhunde fuldstændig umulige at have med at gøre. Hjørdis blev rød en lille uges tid inden vi var helt hjemme og det kunne især Vektor godt lide. Han blev pludselig meget forelsket og nærgående over for Hjørdis. En morgen hvor han fik lov at løbe lidt rundt inden vi kørte, skulle han lige op og snuse lidt til Hjørdis, men nu var Rogers lunte brændt helt ned og så sagde det SLAM! Og så havde vi Vektor på læsset resten af vejen med en kæmpe flænge i poten.

Vektor bliver repareret

Vi ville jo gerne have at Hjørdis blev gravid, men hun er en meget kræsen tæve og deler ikke ud til hvem som helst. Det virkede dog som om, at Vektor måske kunne få lov at komme til, så de fik lov at stå ved siden af hinanden om natten til Hansens store fortrydelse. Hansen har aldrig rigtig lært at hyle ordentligt, så det kan være ret anstrengende at høre på ham i længere tid af gangen. Desværre kom han altid i tanke om hvor uretfærdigt det hele var for ham, midt om natten. Så vi måtte flere gange op midt om natten og ”lægge Hansen i seng” igen.

En morgen hvor alle hundene var spændt i nomen, og vi var klar til at køre manglede vi kun at få Vektor på læsset og indfange Hjørdis så hun kunne blive spændt i også. Men lige pludselig fik Vektor sin vilje igennem, og så kunne vi andre ellers pænt vente i en halv times tid ind til de kunne blive færdige med deres akt! Resten af turen hjem lå han og var meget forelsket på læsset, så det var et under, at vi ikke fik tinnitus.

Så vi får forhåbentlig små vapper sidst i maj måned!

De sidste par dage hjem, var vi beriget med det dejligste vejr. Høj sol, ingen vind eller nedbør. Det var en ren fornøjelse og hvilken afslutning på en helt fantastisk sidste slæderejse for mit vedkommende. Det har været helt ubeskriveligt at køre rundt med slæde heroppe og jeg vil altid kunne tænke glad tilbage på tiden her. Det kan jeg bl.a. takke verdens bedste slædemakkere, Rasmus og Michael for. Men især alle hundene har fået en helt speciel plads i mit hjerte. Det bliver det sværeste farvel jeg står overfor til september, når jeg skal tage afsked med: Indy, Roger, Johan, Hansen, Sally, Singerneq, Batman, Robin, Gerber, Becca, Balder og Yuri. Dét bliver svært…!