Foredrag om Slædepatruljen Sirius

Vil du høre om de 26 måneder ved Slædepatruljen Sirius, en arbejdsplads i verdens største nationalpark, hvor man 6 måneder om året er overladt til sig selv, sin makker og de 13 hunde i spandet?

Jeg fortæller om min tid ved Sirius, de 8 måneders forskole og og livet hos en af de mest isolerede  arbejdspladser i verden. Fordraget varer ca. halvanden til 2 timer, alt efter ønske og behov. Foredraget indeholder billeder og film og der er selvfølgelig mulighed for at få besvaret alle sine spørgsmål og blive lidt klogere på livet hos en af forsvarets mest specielle enheder.

Ring eller skriv for at høre nærmere, så tager vi en uformel snak og pris og behov.

Mvh.

Jesper

Tlf. 20963464

Mail: jesp.olsen@hotmail.com

Foredrag på Oure Idrætsefterskole

Forårsrejsen 2012 

(21. jan. - 25. marts)

En dag forsinket grundet dårligt vejr, kom vi af sted på forårsrejsen 2012. Efter en dejlig jul og et godt nytår, begge dele pakket ind i piv ringe vejr….

Vores første delmål på rejsen var, at komme til Constable Pynt, den sydlige indgang til Nationalparken. Vi fornemmede ret hurtigt, at både vejret og føret ude i parken, ikke helt spillede på vores hold, så vi måtte grave lidt dybt i posen efter vores ”ja-hat”. Oven i det, var Sally, standard, blevet rød…Men af sted kom vi da, og det gik også fremad, men det kan tælles på 4 fingre de gange, hvor vi nåede vores planlagte dagsmarch på 30 km. I gennemsnit lå vi vel på 15-20 km pr. dag, nogen gange helt nede på 8 km. Så det var ikke ligefrem prangende.

Når vi begge går foran må hundene klare sig selv nede bagved

Den første del af ruten gik over Grønnedal/Baesdal, videre ned gennem Loch Fyne.

Vi havde kun kørt i 2 dage, da hundene pludselig fik færden af eller andet og satte farten op. Da vi kom lidt længere frem kunne vi se en stor hvid bamsefar på jagt efter dagens menu. Da vi ikke havde tænkt os, at blive en del af denne menu, stoppede vi op og tog i stedet lidt billeder og ventede på, at han passerede gaden og forsvandt sydover.

Der gik rigtig meget tid med at traske spor. Her i Qofoq Dal

På Myggbukta, var vi så ”heldige” af få vores førte vejrfaste, endda sammen med de gode mennesker i slædehold 5. Hytten ligner en million, efter Nanok i sommers gav den en overhaling, så det var en sand fornøjelse og lige til at holde til. Vi fik bagt turens første boller og slædepizza og Troels lavede en ond, ond omgang cowboykaffe. Opskrift: 2 liter kogende vand, en halv pakke kaffe. Blandes i en kedel og udsættes for turbulens i form af 4 armsving. Voila!!! (og farvel nattesøvn…)

De næste par dage var præget af rigtig elendigt føre og enkelte dage med helt nedlukket vejr. Det var hvidt i hvidt og ganske ubehageligt at køre i, fordi man ikke har den fjerneste mulighed for at se konturerne i landskabet. Vi havde gået foran slæden for lægge spor til hundene, stort set siden vi kørte hjemmefra, så med en mand i front, hjalp det selvfølgelig på situationen. Når ham der går ude foran pludselig forsvinder, kan man godt regne med, at det går nedad!

Med et absolut minimum af proviant og pemmikan kom vi frem til Malia Havn Depot. Her glædede vi os til en velfortjent hviledag i en varm hytte. Da vi kom frem til hytten, kunne vi desværre konstatere, at der havde været gæster i hytten. Den besøgende var desværre ikke  omskolet til almindelig brug af dør og var i stedet gået direkte igennem væggen på hytten. Hullet i væggen, passede mistænkeligt præcist med omfanget af en bjørn og man behøver nok ikke være efterforsker for at lægge to og to sammen, da hytten var støvsuget for ALT spiseligt… både, proviant og pemmikan til hundene. Så stod vi der, med 7 dage til næste depot uden mad til hunde og mænd.

Hvorfor bruge døren, når man kan tage væggen?

Heldigvis vidste vi, at slædehold 7 med Morten og Mads var lige i hælene på os og efter et par timer kunne vi høre at de var lige om hjørnet. Så vi fik omfordelt lidt proviant, lavet en ruteændring, så vi kunne følges til Vælddal hytten, 4 dage væk.

Vi var oveni købet så heldige, at forskolen lige var landet i Mestervig til deres vintertræning så den gode gamle rutinerede instruktør, Jens Bonde, kom forbi med det vi manglede, så vi kunne komme videre derfra, fuldt lastet.

Men først skulle vi lige over Mount Norris Fjord og Vælddal. I Vælddal er der et MEGET stejlt vandfald som kan blive ret spændende. En ting var helt sikkert, det var ikke forsvarligt at køre ned af faldet med hunde foran slæden. Så vi gjorde det, at vi spændte alle hundene fra, smed et par bremsetove på slæden, skubbede den udover faldet, lukkede øjnene og krydsede fingrene, mens vi forsøgte at klamre os fast til slæden…. Fed fed tur, lidt som en rutsjebane J

Da vi kom frem til hytten stod døren åben og der var spist af inventaret, så vi kunne lige starte med at rydde op og ud, samtidig med, at vi bandede bjørne langt væk.

Nå, men i hytten fik vi jo besøg af Bonde fra forskolen og Svend fra Mestersvig, der kom med lækkerheds proviant og post!!! Jeg fik 2 store pakker midt ude i parken! Bonde havde endda været så flink, at tage lidt dåseøl med til de stakkels fupper. Øllene havde ligget i samme pose som mine pakker og med en temperatur på -30 grader kombineret med en 35 km. rystetur bag på en snescooter, var et par af øllene uheldigvis punkteret, så pakkerne var ret gennemblødte. Men jeg fik pakket den ene pakke ud, der bl.a. indeholdte mit nye Visa dankort….! Meget rart at have det med sig ude midt i ingenting og så smurt ind i øl.. Men det er nok hverken første eller sidste gang mit dankort har været det!

Den anden pakke var fra mine søde kollegaer i politiet. Pakken indeholdte bl.a. en bog, som desværre også var blevet godt og grundig våd. Jeg fik den geniale ide, at hænge den til tørre over kulovnen, hvad jeg ikke lige havde taget højde for, var at limen der holder siderne sammen blev opløst i varmen, så da Michael pludselige sagde: ”Hvaaaa´… er det din bog der ligger og brænder over på ovnen”?, fik jeg lige lidt travlt… Men nu havde jeg en tyk bog i 16 dele, så nu var den meget nemmere at håndtere og jeg fik (næsten) reddet alle siderne.

Slæden pakkes, her ved Franklin Depot

Fra Vælddal gik turen helt ud mod ydrekysten ned gennem Fleming Fjord over Carlsberg Fjord ud på kysten og ned forbi Trekanten og ind gennem Slien til Triasdal. To dage efter vi forlod Vælddal, så den 5. februar solen for første gang i 3 måneder... En stor dag i slædehold 4 :-)

Første møde med solen i 3 måneder

God-herlig-morgen i Fleming Fjord!!

Nedkørslen gennem Triasdal var superfed. Der var godt nok en masse store snehuller og vi måtte spænde hundene fra 3 gange og firer slæden ned i hullerne… Men det var dejligt med lidt andre udfordringer, end at vade ude foran slæden. Det sidste stykke ind mod Constable Pynt var helt nyt for os. Pludselig kunne vi stå ved siden af slæden begge to og tale sammen.. Det havde vi ikke prøvet før på rejsen, det var næsten som at få en ny makker J

Tja, det gik jo godt!

På Constable Pynt havde vi 4 hviledage sammen med slædehold, 5 og glædede os bare til at slappe af og det gjorde vores hunde i den grad også. Desværre valgte Yuri, Roger og Hansen at gå total amok på hinanden i det sekund vi landende, så den første aften gik med at sy hunde sammen. Både Hansen og Yuri fik to rigtig grimme skader. Yuri fik et grimt hul i lysken, der måtte syes i 3 lag. Hansen fik revet sin snude helt op, meget ulækkert. Roger fik en stor flænge i låret. Så vi kom sent i seng den første aften.

Flot eftermiddag i Nørrefjord

Folkene på Constable Pynt var helt fantastiske og yderst gæstfrie og vi skylder dem en stor og varm tak for god behandling.

Vi fik lige lidt hjælp i det bløde føre :-)

Fra Pynten kørte vi nordover til vores næste delmål: Mestersvig og forskolen. Op til Mestersvig kørte vi noget af det flotteste natur på hele rejsen, gennem ”Slædevejen” og så endda i dejligt solskindsvejr. Så gør det ikke så meget, at føret er noget møg. Til gengæld var vi nede på -40 grader om natten, så posen blev lynet godt til og alle natlige toiletbesøg blev straks indstillet!

Igen igen stødte vi ind i slædehold 5, der også var på vej til Mestersvig for at deltage en stor Dansk/Canadisk øvelse. Et stykke uden for Mestersvig kunne vi pludselig se en masse blinkende lys. Det viste sig, at være ikke mindre en 8 snescootere besat med folk fra forskolen. Det var super fedt at hilse på gutterne og så skønt, at de lige havde lagt et spor til os, det sidste stykke ind til stationen. Desværre blæste det op hen under aften og næste dag var sporet helt væk!!!

Pause i en smule flot natur!

På Mestersvig var der fuld gang i den og der var vildt mange mennesker. Vi kunne lige nå, at se forskolen gå de berygtede 100 km på ski, og det var helt efter vores plan. Drengene klarede det vildt godt, men de var forståeligt meget trætte efter 20 timer på ski, så vi tilbød at stå for et rigtigt ”Sirius morgenbord” Man kan overleve en uge på sådan et morgenbord….

Heldigt for os, kom Marit, vores dyrlæge forbi Mestersvig og vi kunne få set på vores lazaret af hunde. Det endte ud i to operationer af Yuri og Roger. Vi måtte desværre også dømme Yuri ude på resten af rejsen, så han blev sendt på en flyver til Daneborg til rekreation. (Yuri er på fuld damp igen og er i skrivende stund på slæderejse med slædehold 3). I stedet fik vi fløjet vores nyeste hund, Becca ned. Lige så tit som Sally bliver rød, lige så tit bliver Becca gravid… så de er to ”damer”, man lige skal holde et ekstra vågent øje med J

Vi tillod os også at ”stjæle” Vektor (tidligere siriushund, som nu står og hygger sig på Mestersvig), så nu var vi nogenlunde med på ”beatet” igen, rent cylindermæssigt.

Vi nåede skam også lige forbi tandlæge og læge på Mestersvig, så det var meget fint.

Opkørsel i Slien

Dagen inden vi kørte, ville vi lige lægge et spor ud med to snescootere og det gik også fint til at starte med, men da vi kørte ud på isen kunne jeg godt mærke at min scooter pludselig måtte arbejde lidt ekstra, og da jeg kiggede ned kørte den stort set kun på vand. Michael sad uhjælpeligt fast med sin scooter. Vi kæmpede længe med at få hans scooter i land, men vi var efterhånden så gennemblødte, at der begyndte at blive kriminelt. Vi stod på 1 meter dybt vand i -30 grader og så går det stærkt! Vi kunne ikke se vandet da vi kørte ud, fodi det var dækket af ca. 25 cm sne. Vi måtte lade scooter være scooter og se at komme ind i varmen. Så det gik fint stærkt indover. Vi fik lidt tørt tøj på og så måtte vi ud igen, denne gang med lidt assistance, for at hente den efterladte scooter.

Det var et par superhyggelige dage, men nu havde både Michael og jeg snart fået nok af så mange mennesker på den lille station, så vi pakkede vores habengut sammen og drog af sted mod Ella Ø.

Da vi efter 3 dage nåede Ella Ø, kunne vi igen konstatere, at vores ven Hr. Bjørn havde været forbi. Det var kun 2 uger siden, at Morten og Mads havde ryddet op efter ham sidst, men nu havde han været forbi igen.

Det begyndte det stille og roligt at sne. Det blev det ved med i 3 dage, og det var ikke bare stille og roligt. Der faldt 1 ½ meter sne på de to første dage, så vi måtte ud flere gange om natten og se til at hundene ikke druknede. Vores slæde kunne vi kunne gætte os til hvor var henne!

Johan kan lige kigge frem. Hansen til højre, er lidt bedre til at følge udviklingen i snefaldet.

Det blev til 3 dage på langs og alle Se&Hør, M!, Euroman, Familie Journalen + slankeopskrifter og voksenblade blev læst 2 gange.

Da vi fik gravet hunde og slæde fri, gik turen nordover gennem Nanortalikdal /Murgangsdalen. Også den rigtig fed overkørsel. På den anden side af Murgangsdalen stødte vi ind i den store Dansk/Canadiske øvelse. Det var som om, at hele nationalparken vrimlede med mennesker i år. Det var noget anderledes end sidste år, hvor man virkelig følte sig mutters alene oppe nordpå. Det gik man faktisk og savnede lidt.

En aften vi havde slået TP (teltplads) og Michael pettede hunde kom der pludselig en tom M&Ms pose flyvende. Alle hundene kigge i den retning posen kom fra og 2 minutter efter kom bjørnen. Den gik stille og roligt forbi vores telt og videre op i fjeldet. Hvor den kom fra vides ikke, men det er stensikkert, at der er endnu et hul i en hytte et sted!

Han havde heldigvis travlt med at komme til Ella Ø

Desværre måtte vi opgive vores 3. delmål, at nå ind til Krummelang Sø. Det var virkelig noget vi begge to rigtig gerne ville, men pga. af det dårlige føre ville vi komme næsten en uge bagefter planen, hvis vi skulle derind. For os ville det ikke gøre noget, men der sad jo lige to gnister derhjemme og trippede efter at komme af sted på slæderejse.

Lille pause ved Kap Petersen

Det er så herligt, når en af tæverne bliver røde (drægtige), for så bliver alle hanhunde fuldstændig umulige at have med at gøre. Hjørdis blev rød en lille uges tid inden vi var helt hjemme og det kunne især Vektor godt lide. Han blev pludselig meget forelsket og nærgående over for Hjørdis. En morgen hvor han fik lov at løbe lidt rundt inden vi kørte, skulle han lige op og snuse lidt til Hjørdis, men nu var Rogers lunte brændt helt ned og så sagde det SLAM! Og så havde vi Vektor på læsset resten af vejen med en kæmpe flænge i poten.

Vektor bliver repareret

Vi ville jo gerne have at Hjørdis blev gravid, men hun er en meget kræsen tæve og deler ikke ud til hvem som helst. Det virkede dog som om, at Vektor måske kunne få lov at komme til, så de fik lov at stå ved siden af hinanden om natten til Hansens store fortrydelse. Hansen har aldrig rigtig lært at hyle ordentligt, så det kan være ret anstrengende at høre på ham i længere tid af gangen. Desværre kom han altid i tanke om hvor uretfærdigt det hele var for ham, midt om natten. Så vi måtte flere gange op midt om natten og ”lægge Hansen i seng” igen.

En morgen hvor alle hundene var spændt i nomen, og vi var klar til at køre manglede vi kun at få Vektor på læsset og indfange Hjørdis så hun kunne blive spændt i også. Men lige pludselig fik Vektor sin vilje igennem, og så kunne vi andre ellers pænt vente i en halv times tid ind til de kunne blive færdige med deres akt! Resten af turen hjem lå han og var meget forelsket på læsset, så det var et under, at vi ikke fik tinnitus.

Så vi får forhåbentlig små vapper sidst i maj måned!

De sidste par dage hjem, var vi beriget med det dejligste vejr. Høj sol, ingen vind eller nedbør. Det var en ren fornøjelse og hvilken afslutning på en helt fantastisk sidste slæderejse for mit vedkommende. Det har været helt ubeskriveligt at køre rundt med slæde heroppe og jeg vil altid kunne tænke glad tilbage på tiden her. Det kan jeg bl.a. takke verdens bedste slædemakkere, Rasmus og Michael for. Men især alle hundene har fået en helt speciel plads i mit hjerte. Det bliver det sværeste farvel jeg står overfor til september, når jeg skal tage afsked med: Indy, Roger, Johan, Hansen, Sally, Singerneq, Batman, Robin, Gerber, Becca, Balder og Yuri. Dét bliver svært…!

Efterårsrejsen 2011

Så lykkedes det endelig at få tid til at ”blogge” lidt igen. Jeg havde ellers regnet med, at der ville være masser af tid i gnisten, men det skulle vise sig at forholde sig en anelse anderledes…

Både efterårsrejsen og forårsrejsen har denne gang kun været halv længde, da vi jo havde en gnist der skulle passes sammen med slædehold 3.

Her er foreløbig efterårsrejsen. Gnisten, lidt om julen og selvfølgelig forårsrejsen er lige på trapperne og kommer snart.

Efterårsrejsen 2011 (1. November - 23. November)

Generelt har vi på ingen måde manglet sne og dårligt vejr i år, så tiden ude i parken er gået meget med at vade foran slæden og lave spor til hundene.

Startskuddet til efterårsrejsen lød officielt den 1. november 2011, men Michael og jeg tyvstartede en anelse, da vi valgte et lave vore testovernatning den 31. oktober.

Vi laver en testovernatning, for at finde ud af, om vi har fået alt med og få lavet de ting der evt. skulle være gået i stykker.

Vi kørte 10 km. væk fra stationen og overnattede, inden vi dagen efter rigtig kunne komme i gang med efterårsrejsen. Da vi stod op om morgenen den 1 november, blev vi enige med os selvom, at vi nok havde fået pakket alt på slæden og så længe soveposer og telt var i hel stand, kunne det vel ikke gå helt galt, så afsted det gik.



Sally under opsyn på slæden.



Sally var jo vanen tro blevet rød (drægtig), lige inden vi kørte afsted, så stort set alle vores hanhunde havde alt andet end slæderejse på hjernen. Så når det lige går allerbedst, kan de forreste hunde sagtens komme i tanker om, at nu skal de da lige ned og snuse lidt til hende Sally. Jeg havde flere korrigerende samtaler med vores førerhund Johan allerede i løbet af de første 2 timer, så det er virkelig en fornøjelse og man får trænet sit stemmebånd en hel del.

Da vi kom op i Isdal, Kuppepasset og Albrechtssletten, fik vi en lille forsmag på, hvad de næste små 4 uger bød på. Som sagt er der faldet RIGELIGT med sne i år, og lige umiddelbart så det ud som om, at det meste var landet lige der hvor vi havde tænkt os at køre… Det skulle så vise sig, at de fleste andre slædehold havde nøjagtig sammen oplevelse.

I min slædedagbog kan jeg se, at jeg har givet flere af dagene overskriften: ”Blødt Helvede”.

Vejrfast

Da vi vågnede om morgenen på den 4. Dag, lå jeg på siden og kunne se direkte ind i vores tørrenet, som normalt plejer at være installeret oppe under teltdugen. Det var det sådan set stadigvæk, men hele teltet lå nærmest fladt henover os fordi en storm havde valgt at passere der hvor vi lå. Vi besluttede, at det nok var rarest for os at blive liggende og fordrive tiden med at sove, læse og æde…


Indy gider heller ikke ligge vejrfast



Vi kom dog afsted allerede næste morgen, så det var fint nok. Vi brugte 2 timer på første 4 kilometer, da vi lige skulle have trampet os igennem al sneen. Michael trampede så hårdt, at spidsen på hans ene ski knækkede af! Nord for Kap Schumacher trampede vi rundt i sne til livet og når det var bedst gik det os kun til knæene… godt man ikke er en hund med 20 cm. Lange/korte ben!!!!

Vi nåede endelig frem til Fligelys Depot efter en lang dag. Mens vi sad og spise aftensmad bankede det pludselig på døren ind til hytten. Det var såmænd bare et par trætte fupper fra Slædehold 7, der gerne ville hygge lidt sammen med os efter de også havde haft en lang dag.

De havde ligesom os, også kørt i en masse ærgeligt føre. Under de 30-40 cm blød sne, lå der et 15 cm- tykt lag af slushice. Det gør, at både slæde og ski næmets bliver limet fast i sneen, så vi var 4 trætte fupper og 26 trætte hunde der tog en velfortjent hviledag på depotet.



Hygge på Fligelys Depot. Vi nåede igennem alle Se&Hør.

Slædehold 47 i Fligelys Fjord

Vi hang lidt ud med Morten og Mads de næste par dage og det endte også med at vi måtte trække en vejrfast på Nanok efter et par dage i samme kedelige føre. Det blæste op og begyndte at sne og når man så ligger i en varm hytte med kulovn, Mads’ hjemmelavde pizza ”kød med kød på, på en bund af kød” og hjemmebagteboller og Michaels pandekager, så kan det være ret svært at trække sig selv på til, at skulle ud i det vejr.


Ægte slædepizza når det er bedst

 

Vores private pizzamand, Mads





Michael ligner en der er ret tilfreds med menuen

Vi var på dette tidspunkt allerede 4-5 dage efter planen og vi skulle jo hjem og afløse Trine(Troels) og Andreas ved radioen, så vi måtte lave en ruteændring. Op til Mønstedhus og samme vej tilbage. På vej derop, havde vi det bedste føre og kunne slippe afsted med 40 km på 6 timer… lækkerhed!!!



Teltet badet i nordlys

  

På vej sydover kørte vi igennem Bastianpasset, behøver jeg nævne, at det stadig var super blødt?? Nå, men det var i hvertfald en superflot tur. Desværre var de lyse timer på dette tidspunkt blevet færre og færre, så vi kørte mange af dagene i tusmørke. Vi har til gengæld haft noget helt fantastisk nordlys på hele turen, det har virkelig været flot.

 



Jesper og hunde ved vandskellet i Bastianpasset

Slædehold 1 med Sebastian og Robert kæmpede sig stadigvæk igennem Lindemannsdalen og noget kunne tyde på, at der ventede os noget af en afslutning på vore efterårsrejse. De havde været 4 dage om at komme over, hvor Vi sidste år kørte den på 3-4 timer!!!

 

Lidt svært at se, men sneen når os til livet.



Ganske rigtig, var det ikke bare Slædehold 1 der var langsomme (Selvom de absolut ikke er bange for at pakke tungt op med alskens gode sager til de sarte fuppeganer i det slædehold :-)) Hvis vi ikke havde prøvet det der bløde føre før, så fik vi lov nu!!! Vi kunne klare den på 3 dage, men det havde også blæst lidt, så noget af sneen var enten blæst væk eller blevet hård. Men den sidste dag inden vi kom helt op i vandskellet kørte vi kun 6 km på 6,5 timer… Vi måtte køre et enkelt vendelæs (man piller halvdelen af læsset af slæden, kører op med den anden halvdel, læsser den af og henter det man har efterladt. En meget tam måde at køre slæde på).



Der blev arbejdet igennem




Men vi kom da over og kunne lige så stille glide ind på Daneborg og overtage gnisten, gøre klar til juledroppet og til jul og nytår... mere om det senere...

Pauser i dejligheden

   



Forårsrejserne

Hippieko ved Brainard Sund



Så er der ”lidt” nyt fra de to forårsrejser. Vi er vel hjemme igen, fyldt med indtryk og fantastiske oplevelser. Det har virkelig været en helt igennem suveræn tur og man glæder sig næsten allerede til at skulle af sted igen. Jeg ville dog også lyve stærkt hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig helt vildt til denne sommer og til at se lidt andet end sne :-)



Det blev et lidt langt indlæg, men det er lidt svært at koge 4 måneders oplevelser for livet ned til et par få linjer, så det må altså være sådan! God fornøjelse…

Del 1 (første tur, 20. Jan – 28. Feb.)

Efter en velfortjent og virkelig hyggelig jul, med besøg af Julemanden i egen høje samt et brag af et nytår, med meget flot (og enorm) bombe på isen, stod vi den 20 januar igen klar til at kravle i slædetøjet og spænde hundene for. Nu var der begyndt at komme lidt lyse timer midt på dagen, så man kunne igen se hvor man kørte og hvad man kørte ind i. Rasmus og jeg skulle denne gang sydpå til Mestervig, hvor vi håbede at kunne sige hej til forskolen.

Vi havde det det bedste føre sydover og skøjtede til Mestersvig på 11 dage. Undervejs fik vi lidt selskab af 2 bjørne, de gad heldigvis ikke tale med os, så de listede pænt af igen. Da vi kom til Mestervig trak det op til møgvejr. Vi havde planlagt 4 hviledage, så vi kunne hygge lidt med forskolen, men det dårlige vejr gjorde, at de ikke kunne lande og måtte vende om og flyve til Island, bittert.



Vi varmer fingre den første dag med sol



Vores tæve Sally blev rød undervejs (dvs. at hun blev drægtig), hvilket betød at hun blev lidt kuldret, men værre var det, at vi nu også kørte rundt med de mest liderlige hanhunde nord for polarcirklen. Det var lidt en udfordring, for selvom der er minimalt omløb i en slædehunds hoved, så er den ikke i tvivl om hvornår man skal holde sig til, for at få lidt sjov, så sommetider stoppede hele bondetoget uden nogen varsel, fordi alle skulle ned snuse til herlighederne eller slås. Hamrende belastende… Nå, men den heldige blev vores ven fra vestkysten, Singerneq og han var absolut ikke sen til takke ja til tilbuddet. Så resten af turen hjem, var der både morgen og aftenhygge til Singerneq. Til sidst gad han ikke engang stå op under akten, så er det altså blevet lidt for meget hverdag…stodder! Resultatet af de aparte udfoldelser kommer jeg ind på lidt senere



Åbent vand ved Myggbukta



Mens vi havde fint føre, måtte mange af de andre slædehold ligge vejrfast eller trave foran slæden pga. tungt og blødt føre, så vi havde lidt ondt af dem når vi lå og hørte om alle deres problemer på radioen om aftenen. Vi nåede dog også lige at snuse lidt til det dårlige vejr og måtte lige vejrfast i et par dage på Franklin Depot. Fra Franklin på vej mod Myggbukta, gik jeg foran slæden, ca. 100 meter fra land og lagde spor, da jeg pludselig kunne mærke isen gynge under mig. Jeg råbte til Rasmus, at jeg synes sgu det gyngede lidt.. Lige da jeg havde sagt det vendte et kæmpe stykke af isen rundt inde i landbrækket og nu var der pludselig åbent vand. Så kan det godt være at slædehold 4 fik travlt med at finde et sted hvor de kunne komme ind på land. Da vi havde kørt et par kilometer kom der mere og mere åbent vand og til sidst havde vi kun ca. 2 meter på land at køre på, lidt spændende.



Vi kom tilbage til Daneborg og ”cirkus martsbesøg” den 28 februar. Martsbesøget er folk hjemmefra der kommer op og holder møder om de møder de skal mødes for at holde møde om. Derudover kan man lige få kontrolleret bisserne ved Peter tandlæge og tale med en læge, så det er sådant set fint nok. Ellers gik dagene med at pakke slæden sammen og læsse den på en Twin Otter, så den kunne blive fløjet til Station Nord, hvor næste del af etapen skulle køres fra.

Del 2 (anden tur, 1. Mar – 1. Jun.) 



Ralle i Twin Otteren



Slæden og alt vores grej var jo sendt i forvejen, så nu manglede vi kun de 13 cylindre og de to fupper. Nogle af hundene havde prøvet at flyve før, så der var rimelig ro på under den 3 timer lange flyvetur til Station Nord, men der var også dem der var lidt mere betænkelige ved det. Blandt dem var Batman absolut ikke sit navn værdig. Han tumlede rundt og skulle ligge på sæderne, så nede på gulvet, så oppe i nakken på mig eller Ralle og så ned på sæderne igen. Det var værre en en 3. Klasse på vej på lejrtur. De to allermest rutinerede slædehunde, Roger og Armstrong tog hele turen meget afslappet, men de røg desværre lidt i tumult da vi lettede, og Roger blev bidt i poten. Ham måtte vi så have syet på Nord og så lå han ellers og fedede den i 3 uger på læsset!



Fra den 2. til den 10. Marts, stod Ralle og jeg til rådighed for en fotograf fra National Geographic, der skulle tage billeder til en artikel, der kommer i deres blad her sidst på sommeren (måske). Journalisten har fulgt mig og Ralle (pr. Dagbog og tlf.) og det skulle der så gerne komme en fin artikel ud af.

De to andre slædehold, 2 og 5, skulle flyves ud til Hall Land og FNA Hytten. Nå, men den 10. kørte vi så af sted fra Nord, efter en uge med alt for meget god mad og alt for meget slik og kage. Men nu gik turen nordover, og så skulle der jo nogle kalorier indenbords. I løbet af den første uge, havde vi temperaturer nede omkring -40, og så er det altså nemt at komme i tanker om noget sjovere end at skulle kravle ud af posen om morgenen.



Så skal der graves

Vi kom op og rundede Kap John Flagler og kørte ind i Hyde Fjord, den 22 marts. Vi havde kun kørt ca. 2 timer, da vejret skiftede fra dårligt til meget dårligt. Det blæste, sneede og sigten tillod os kun lige akkurat at kunne se de yderste hunde i nomen. Vi besluttede at stoppe og smide teltet op for lige at se vejret an i et par timer. Det skulle vise sig at være et ret godt træk, for nu blev det virkelig ringe vejr. Nu stormede og sneede det, teltet var nogen gange næsten trykket helt sammen og vi lå lidt og bad til at Mogens Clausen som syer teltene, have gjort sit arbejde godt. Så der kunne vi så ligge og glo og om aftenen på radioen kunne Sirius berette at vejret ikke ligefrem blev bedre de næste dage. Hmm…. Nu skulle vi så til at overveje hvad vi havde med af proviant, hundemad og fuel til brænderne. Det kan være ret koldt bare at ligge i stille i et telt i -35 grader. Så vi indførte 3 varme timer fra kl. 9-12 og igen fra 19-21. I mellemtiden kunne man så krybe i posen og sove eller læse. Dagen efter havde Ralle fødselsdag, så jeg måtte ud på slæden efter en gave jeg havde med fra hans forældre. Kom jeg mere end 2 meter væk fra slæden forsvandt den simpelthen, så ringe var vejret. Men jeg fik fundet gaven og vi fik fejret Ralle med fødselsdagssang, skumfiduser over ilden og et spil Casino. Det er nok ikke en fødselsdag han lige glemmer. Vejret var nu så piv ringe, at det var svært bare at falde lidt i søvn og når vi skulle ud og kigge til hundene måtte vi tage fat med den ene hånd i kæden og følge den ud og tilbage.


Pause midt i fantastiskheden

Kl. 1200 dagen efter gik vejret fra piv ringe til lige pludselig at være godt, på mindre end en halv time, stik i mod alle vejrudsigter. Så det kunne ikke gå hurtigt nok med at få gravet telt, hunde og især slæden fri og komme af sted. Heldigvis har Mogens Clausen styr på sit håndværk.

På vejen ind igennem Hyde Fjord, besøgte vi bl.a. Citron Fjord station. En forsker station midt ude i absolut ingenting, men det var nu meget sjovt lige at kigge ind. Der er kun folk der om sommeren, så vi var helt alene i den lille spøgelsesby. Vi lånte en generator så vi kunne lade batterier op til en skruemaskine vi fandt. Og på den måde kunne vi reparere vores ene med på slæden, der var begyndt at hænge alvorligt med mulen.

Bamsefar

På Hyde Fjord depot, holdt vi hviledag, og jeg var indendørsmand. Ralle gik rundt udenfor og fyldte dunke og proviant. Jeg ville lige ud og have lidt frisk luft og se hvad han gik og tumlede med. Da jeg åbnede døren ud til, kunne jeg ca. 50 meter væk, ane hovedet på et ret så stort hvidt dyr. Så sagde jeg til Ralle: ” Hey der står sgu en bjørn”. Ralle troede bare jeg lavedes gas, indtil han fik vendt hovedet og kunne konstatere, at dette ikke var tilfældet, så råbte han: ”Ja sgu, skynd dig… hent kameraet!” Så det fik jeg hentet, men jeg tog nu lige en pistol med, bare for en sikkerheds skyld  Efter lidt foto mik, fik vi jaget bjørnefar væk. Vi undrede os lidt over hvorfor de 13 bjørnevagter ude i kæden ikke havde sagt en lyd og var lidt bekymrede for om de var ligeglade med bjørne. Men kl. 0100 begyndte Hjørdis at larme ude i kæden og pludselig stemte de andre i, så var vi godt klar over at Hr. Bjørn var kommet retur, så igen måtte vi ud og bede ham om at gå sin vej. Det gjorde han og så blev han også væk.





Lige her var det ved at være tiden at han gik sin vej igen



Gyldenløvshøj, turens højdepunkt (i mere end en forstand)



Fra Hyde Fjord kørte vi via Nordpasset over og videre over til Brainard Sund. Undervejs så vi ulvespor, men vi fik aldrig øje på ulven desværre. Derfra videre ned i J.P. Koch Fjord og op ved Adams Gletcher, skærmdalen og ned på aftenstjerne Sø via Gyldenløvshøj. Den absolut flotteste nedkørsel på hele turen. Vi kørte slæden op i 700 højdemeter, så nedkørslen var lang og flot. Dejligt med lidt afveksling i forhold til de dage, hvor man kan se længere end man kan nå på to dage, det er knap så motiverende…Midt på nedkørslen havde slædehold 2 advaret os om et kæmpe snehul på 2 meters dybde.( f.eks. området omkring en sten hvor blæsten har gjort, at der ikke ligger noget sne) Så der måtte vi slippe alle hundene og læsse slæde af og fire den ned. Et andet sted måtte vi pille alt af læsset og slæbe det op af en bakke selv, fordi hundene ikke kunne trække så stejlt. Det er charmen ved at køre slæde i sådan noget terræn.

Vi kørte øvre- og nedre Midsommer sø til Midsommer elv, ubetinget forårsrejsens flotteste tur, kørt i solskin og skyfrit. Her er alt bare øde og super flot.



Vi havde et par hviledage på Moltke Station sammen med slædehold 2, hvor vi fik skiftet lidt bundbrædder på ”Sort Sol” og Peter og jeg fandt et par gamle knallerter i en hangar, som vi efter meget møje og besvær rent faktisk fik startet op og så var der selvfølgelig dømt Grand Prix som Peter meget snævert vandt. Til mit forsvar kørte jeg også med fladt bagdæk…



Morten og laver en "Palland"

Vi kørte videre til Hagen Fjord, hvor vi skulle ned i bunden og over land til 5. Maj sø. Hagen Fjord var et stor blødt helvede og vi måtte trampe foran slæden i 50 cam blødt sne, da vi så kom ned i bunden, viste det sig at vi ikke kunne komme over land, da den canyon vi skulle igennem var fuldstændig blokeret af stenskred. Så vi måtte hele vejen tilbage og køre over Jyske Ås, men det havde vi jo ikke pakket op til på slæden. Så vi skulle spare lidt på proviant, hundemad og fuel og håbe på at vejret holdt så vi ikke skulle ligge vejrfast. Midt i Jyske Ås begyndte det at sne, det væltede faktisk ned, der faldt ca. 1 meter på 6 timer, så vi besluttede at slå teltet op. Dårligt havde vi sat stængerne i, da Ralle pludselig udbrød: ”Nu føder hun sgu!” Sally vores gravide tæve, timede det dårligst muligt og var begyndt at føde og så kan det godt være at Jesper og Rasmus fik travlt med at få tingene på plads og få fyret op i teltet. Desværre var Sally lidt forvirret og den lille nyfødte måtte lade livet, inden det rigtig kom i gang. Vi fik hurtigt banket en rede op i apsis og så gik det stærkt, vupti, så kom der en mere. Desværre måtte også denne lade livet, da Sally åd den! Nu blev vi ærlig talt lidt nervøse for, om der overhovedet ville komme noget ud vi lave slædehunde ud af, men så sagde det bum! Bum! Bum! Bum! Og Bum! Med en times interval blev Gerber, Garmin, Kaffi, Nik & Jay født… Det var noget af en oplevelse. Men det betød også, at vi måtte blive i teltet dagen efter, for lige at få ro på i det første døgn. Udenfor sneede det stadig og bunken i proviantkassen svandt stadig ind og det samme var tilfældet med hundemad. 3 dage senere kunne vi køre ind til hytte på 5. Maj Sø, men 1 liter fuel, 1 pose hundepem og ikke ret meget fuppemad, så den blev kørt lige til grænsen. På depotet vendte vi døgn. Det vil sige, at vi begyndte at køre om natten, fordi det blev for varmt for hundene om dagen og fordi sneen blev dårlig midt på dagen. De små vapper blev installeret i en kasse på slæden, og kom så op og fik ”pat” en gang i mellem. Vi fortsatte sydover og skulle mødes med slædehold 2 og 5 på Centrum Sø depot, hvor rygterne sagde at der ville komme drop med fly. Der var vi ca. 8 dage senere, dejligt at se de andre igen og mennesker i det hele taget.



Jesper's yngling: Gerber...




 

Droppet kom midt på dagen, så det var ikke meget søvn det blev til, men hvad gør det når der dumper svinemørbrad, boller, FRUGT!!!, øl og et usandsynligt ringe voksenblad ned fra himmelen? Vi fik en Slots Classic, noget frugt og en bolle og så pakkede vi sammen og kørte videre.

5 dage senere landede vi på Lägervallen Depot og sørme om de flinke sommerfolk ikke havde lagt lidt øl ud i sommer, Så der var fest med LIDT øl og svinemørbrad til alle 3 slædehold. Slædehold 2 havde pibetobak med fra Station Nord, så dem der havde de lyster kunne få sig en pibe.

Videre sydover besøgte vi Jørgen Brøndlunds grav, det var virkelig spændende at besøge det historiske sted og man kan slet ikke fatte hvilke anstrengelse de stakkels mænd var igennem på Danmark ekspeditionen. Det var dengang der var mandfolk til…!!



Best Buddies

 Den 19. Maj kørte vi ind på Danmarkshavn, den lille vejrstation vi også besøgte i efteråret, så var der dømt ordentlig mad og et godt langt bad for første gang i 2,5 måneder, så der gik lidt sæbe til  Der var så dejligt at møde de glade og meget gæstfrie folk på stationen og man havde det næsten helt dårligt med at lave ingenting og blive vartet op i begge ender (men også kun næsten ) Vi fik sagte farvel til rare mennesker på Danmarkshavn og fortsatte alle 3 slædehold sydover til Nanok, hvor vi skulle mødes med slædehold 1 og 7. Ralle og jeg måtte lige en tur ind forbi Påskenæsset depot og hente to jakkesæt som HAN havde sørget for at VI skulle køre i. Så det var to flotte fyre (næsten nyvaskede) der kørte slæde med jakkesæt i 2 dage. Det var meget sjovt, men det var også dejligt at komme af med igen.



To flotte fupper i jakkesæt

På Jeg hoppede over på slædehold 2 og kørte sammen med Peter fra mit eget hold de sidste 2 dage ned til Nanok, bare for hyggens skyld. Vi kørte bagerste og om morgenen var vi ikke helt færdige med at sove da vækkeuret ringede første gang, så da vi stod op og kiggede ud, nåede vi lige at se bagenden af de 2 andre slæder der forsvandt i horisonten. Nå, tænkte vi. Jamen det kunne da godt være vi skulle se at komme op så… Men vi tog det nu stille og roligt og hentede da også det ene slædehold senere. Da vi kørte ind til Nanok blev vi modtaget af to MEGET nøgne mænd med flag (det var vist noget med at de havde tabt en udfordring i et spil ludo) Men sjov og sikkert kold event!



Sommer ved slæden

 Fra Nanok blandede vi slædeholdene og kørte i samlet flok ned gennem Fligelys hvor vi måtte forcere flere halvstore revner, det gik sådan set fint nok indtil den sidste. Morten og jeg kom kørende, så revnen og råbte: ”REVNE REVNE REVNE” og hundene satte, præcis som de skulle farten op, men 2 meter før revnen besluttede vores førerhund Johan, at det vist alligevel ikke var noget for ham at springe over den revne og bremsede fuldstændig op. Pludselig holdt slæden skråt på en 1,5 meter bred revne med åbent vand og vi havde de små vapper, nu i 2 kasser, på slæden, så det måtte bare ikke gå galt. Jeg to mine ski af og hoppede over revnen mens Morten fik rettet slæde op. Over på den anden side kaldte jeg på Johan og Hansen og de sprang fint med over og det samme gjorde de næste 6 hunde, men så mente de heller ikke at de skulle videre derfra. Det resulterede i, at Balder og Robin nu lå ude midt i vandet. Jeg forsøgte at hive i nomen, men jeg kunne ikke trække dem op alene og nu kunne jeg snart kun se snuden på Balder, alt andet var under vand. Robin kom op ved fælles hjælp, men da jeg ville træde helt hen til revnen brækkede en stor snefane af, og jeg røg i til hoften, men jeg fik fat i Balders sele og vi kom på en eller anden måde begge to op, fuldstændig gennemblødt. Balder helt og jeg selv fra hoften og nedefter. Det var ret køligt, men det var godt at de svære kuldegrader var forsvundet. Da jeg skulle have mine ski på igen kunne jeg ikke finde dem. Morten kunne da oplyse at slæden havde kørt henover dem og de var væltet ned i revner og lå lige nu formentligt nok på bunden af Fligelys fjord. Det var vores reserveski, jeg havde allerede aflivet 3 par tideligere, så nu måtte vi bare vente på slædehold 5, så jeg kunne få deres reserveski på og komme videre.



Nik & Jay boede selvfølgelig sammen. Nik trækker lidt frisk luft



Efter et par timer blev Morten og jeg enige om at jeg frøs og vi slog telt op. Vi kørte forrest, så det var alligevel os der bestemte hvornår vi ikke gad mere. Da jeg havde fået varmen og noget tørt tøj på, kom Ralle væltende ind i teltet, endnu mere gennemblødt end jeg. Han havde været HELT i, i selvsamme revne. Det var kun hans pandebånd der var tørt.



Alle slædehold samlet på Zackenberg

 Den 1. Juni trillede vi ind på Zackenberg hvor der var dømt afsluttende hygge med grillpølser, hotdog, øl og sommervejr i særklasse. Vi kom kl. 2 om natten, badet i solskin. Så mens vi ventede på at gnisterne på daneborg skulle stå op og komme med alle de gode varer, vandrede vi en tur på Zachenberg fjeldet. Virkelig virkelig en flot tur. Vi kom ned fra bjerget samtidig med at gnisterne ankom og så var der hygge, røverhistorier og en perfekt afslutning på en verdensklasse forårsrejse.



Hygge ved Zackenberg

 Der har været så mange fede oplevelser at det er svært at få dem alle sammen med her (selvom det blev lang). Men især den oplevelse at få vapper på en slæderejse er helt unik. De små dejligt klumper er hver dag genstand for en masse sjov og ballade og i sær hygge. Gerber fandt selv ud af at banke på ind til teltet når han var træt og ikke gad og slås med sine søskende. Så blev han lukket ind og gik selv op og lagde sig på min sovepose og faldt i søvn. Det er altså hygge!



Garmin, Gerber og Kaffi synger om kap!

 Der har i stort overtal været flere gode oplevelser end dårlige, men der er også dage hvor man spørger sig selv om hvad fanden man går og laver her midt i ingenting omringet af hårdt arbejde og dårligt vejr, når man kunne gå rundt derhjemme, tage en kop kaffe og sætte sig ned i et varmt lokale. Men når men lyner indgangen til teltet i om aftenen, har fået skiftet tøj og sidder med sin suppe og en god bog, så er der bare ingen andre steder i hele verden man har mere lyst til at være end lige her. Ingen bekymringer om noget som helst, ingen dårlige nyheder i tv, intet internet, ingen mobiltelefon, intet forstyrrende udefra. Kun dig og din bog. Det er velfærd for sjælen. Jeg ville ønske jeg kunne vise jer det alle sammen…



De to helte fra Slædehold 4 og Sally





Tak til Ralle for en super tur

 

Og i særdeleshed tak til Johan, Hansen, Yuri, Indy, Singerneq, Hjørdis, Sally, Sigurd, Batman, Robin, Balder, Armstrong, Roger og selvfølgelig Gerber, Garmin, Kaffi, Nik & Jay

 

Mange tanker hjemover til familie og venner

Jesper






Nik er træt











Søskendekærlighed



Jespers hue nåede lige en tur ned på olieovnen...







Slædehold 4 ved Brøndlunds Grav