Efterårsrejsen 2010
 |
Klar og nyder det sidste lys |
Efter at have ventet mere eller mindre desperat på isens frigivelse, blev det endelig den 9. november og med en uges forsinkelse, kunne Rasmus og jeg spænde hundene i nomen og komme af sted på slæderejse.
Hvis vi var klar, så var hundene dobbeltklar. Kl. 10, i ly af mørket røg vi ned over landbrækket og af sted mod dagens mål, Albrechtsbugt Depot. Vi skulle dog lige finde en ny sele til Roger inden vi kunne suse af sted. Han havde været alene i ca. 5 sekunder og i den tid havde han flot formået at gnave sin egen sele midt over…
Efter 42 km og 7 timer, nåede vi sammen med Slædehold 1 og 3 frem til depotet. Det blev ikke en særlig lang aften, for alle mand var svært trætte i ben og krop. Rasmus og jeg tog de fine pladser på gulvet og krøb velfortjent i poserne.
 |
| Pause i baksen |
De næste par dage kørte vi op ad kysten via Sigurdsheimen og Nanokhytten. Der mødte jeg mine første udfordringer.. BAKS! Baks er opskruninger af isen og kan forekomme i størrelser fra alt mellem ankelhøjde til størrelse med et parcelhus og større. Det vi kørte i var mellem hoftehøjde og hovedhøjde, og man fatter overhovedet ikke, at man kan køre slæde i det, når man står og kigger på det. Det er hundene tilsyneladende fuldstændig ligeglade med, så det går bare over stok og sten (eller is) og jeg skal lige love for at jeg blev ekspederet rundt i manegen og fik nogle tæsk.
Jeg styrtede ca. mellem 100 og 200 gange, sådan føltes det i hvert fald. Så når man kommer i teltet eller frem til hytten om aftenen sover man aldeles godt. Eller det vil sige, jeg scorede mig en dårlig skulder en af de første dage, muligvis nok en overbelastning som forfulgte mig ca. halvdelen af turen og gjorde at jeg måtte sidde op og sove nogle af nætterne, det tog lige toppen af glæden ved at køre slæde. Men heldigvis forsvandt det og resten af turen kunne nydes 100 %
 |
| Hygge på Gefion Havn Depot (Aalborghus) |
De små hytter op langs kysten er superhyggelige. Det er gamle fangstmandshytter og nogle af dem er over 70 år gamle og har kulovn, så kan man få bagt lidt boller eller flække en slædepizza sammen. Det er nu et dejligt afbræk til den Knorr suppe, med smøreost og pasta som ellers står på menuen hver dag. Ikke at jeg på nogen måde rynker på næsen over denne kulinariske oplevelse, for en smager fantastisk og faktisk er det den man går glæder sig til hele dagen. Det daglige indtag af kalorier består af morgenmad med müesli og mælk (pulver + vand) og så pastaen om aftenen og lidt Rittersport til dessert. Vi får ikke noget i løbet af dagen, men man trænger heller ikke synes jeg.
Når vi har spist, kan vi lige ligge en times tid og fordøje, høre lidt musik eller Cafe Hack på Ipoden, inden udendørsmanden skal ud og pette hunde mens indendørsmanden koger vand til næste dag. Den time man er ude ved hundene om aftenen, bruger man lige på at kigge poterne igennem, sige undskyld til dem man har råbt af samt sige tak for i dag til dem alle. Det er en dejlig time.
 |
| Teltning på isen |
Efter et par dage stod den på landoverkørsel. Vi skulle over Hochstetter Forland og videre ud mod kysten og op til Roseneath Depot. Hochstetter går rimelig meget op og ned og Rasmus traskede foran det meste af vejen mens jeg blev ved slæden og heppede på hundene, når de var ved at gå kolde op af bakkerne. På et tidspunkt skulle vi ned af en lidt stejl nedkørsel og jeg fik et bremsetov på slæden og hoppede op på læsset, men på vej ned ramte vi en sten og jeg væltede af. Jeg kunne godt mærke at jeg slog mit lår, men tænkte at det nok bare var en sten. Da jeg kiggede ned, kunne jeg se at min dolk var faldet ud af skeden og at det var den jeg var landet ovenpå, for der var hul i mine bukser. Det strammede da godt nok lidt i låret, men mere gjorde jeg ikke ud af det. Da vi kom i teltet om aftenen og jeg fik mine bukser af, kunne jeg konstatere at mit skiundertøj var fuldstændig smurt ind i blod, gennem tre lag, så jeg skyndte mig at pakke op til låret og der fandt jeg et fint lille stiksår på ca. 1 cm. i længe og dybde. Så har man også prøvet det. Jeg fik det renset, fik et Mickey Mouse plaster på og kunne frit vælge et stykke legetøj fra kassen.
Efter nogle uger på isen, på sneen og på land, begyndte jeg så småt at føle mig tryg ved både ski og slæde. Og vi fik da også prøvet lidt af det hele undervejs. Desværre er mængden af sne, indtil videre, ikke så vild i år, så mederne på slæden har haft det lidt hårdt. Ingen, eller meget lidt sne gør desværre også at der er mange sten og da vi kørte igennem Vandrepasset tror jeg at jeg berørte samtlige sten med mine knæ og albuer. Dem jeg ikke fik ram på, eller som fik ram på mig tog slæden sig af. Vi har bevist at vi kan bygge slæder i slædehold 4, for med de tæsk den slæde har fået her i efteråret, kan den klare ALT!
Efter sådan en dag hvor man har råbt, bandet og kastet lidt med sten findes der ikke noget bedre end at komme ind i teltet, ind i varmen til sin suppe, bog og chokoladen. Det er som om alle ens frustrationer forsvinder i det øjeblik man træder ind igennem teltåbningen. Det er lykken!
 |
| Råhygge i teltet, det bedste i verden |
En dag var vi kommet lidt skævt op ad en landoverkørsel ved Bagfjorden og var endt på en bræ (gletcher) hvilket er forbudt, men vi måtte bare se at komme videre og komme ned igen. Rasmus gik foran og fandt vej og jeg gik nede ved slæden og forsøgte at styre og råbe af hundene, da Rasmus pludselig råbte: ” pas på revnen”. Jeg nåede lige om på den anden side af slæden, inden den røg halvt ned i revnen og væltede, jeg blev på en eller anden måde trukket med og faldt også ned i reven, ikke noget farligt, da revnen kun var ca. ½ meter bred, men dyb. Der lå jeg så, flot viklet ind i slæde, ski og slæbetorv. Da jeg endelig fik sparket mine ski af og kunne kravle op af revnen, var jeg lige nød til at råbe lidt højt og ekspedere den ene ski langt væk i et slyngkast. Men så var jeg også klar og frisk igen…. Efter ca. 200 meter væltede slæden igen!
Midt i, og sidst i november måned er det vildt at køre heroppe, dagene bliver meget hurtigt kortere og kortere. Det føles som om man står tidligt op, og kommer sent hjem, selve dagen mangler bare. Man kan skimte nogle helt unikke og fantastiske solnedgange på den her tid, men fra nu af bliver det bare mørkere og mørkere, faktisk kan man kun lige skimte de forreste hunde i nomen. Men det er alligevel for fedt at køre slæde.
Vi så desværre ingen bamser, men der var masser af spor af dem. Slædehold 2, med Peter og Tobias så som de eneste en bjørn her i efteråret.
 |
| Slæden i mørket, og Danmarkshavn i baggrunden. Billedet er kun m ed for at "beskrive" hvor mørkt det i virkeligheden er |
Den 2. december gled vi ind på Danmarkshavn (vejrstation), til fire hviledage og et liv i luksus. Vi blev mødt af Jørn og Robert ca. 14 km. før stationen, de to flinke danmarkshavnere var kørt os i møde på snescootere og havde medbragt en sodavand og en muffin til de to slædehelte. Vi fulgte deres scooterspor ind til stationen og hilste her på de andre utrolig rare og gæstfrie folk på Danmarkshavn. Derinde skulle vi også finde slædehold 2, som vi hyggede sammen med i et par dage inden de tog af sted igen.
En hviledag bruger man til at, hold nu fast… at HVILE!! Men, også til at reparere ting der er gået i stykker, ordnet hunde osv. Er man så heldig at lande et sted med kulovn, er det helt sikkert at indendørsmanden flækker en slædepizza sammen eller bager boller, pandekager osv… Tjansen som indendørs/udendørsmand skifter hver dag.
 |
| 3 sultne fupper på Danmarkshavn, Jesper. Peter og Tobias |
Men man kan også bruge sin hviledag på at forebygge at få stenlunger, som var tilfældet ved Gefion Havn depot (Aalborghus depot). Kulovnen ville pludselig ikke varme ordentligt lige meget hvad vi gjorde. Den er endda skænket af vores alle sammen Dronning Margrethe… Da vi fik kigget nærmere på skorstenen og selve ovnen, kunne vi godt fornemme hvilken drejning vores hviledag tog. Så ovn og skorsten blev skilt ad i hoveddele og renset i bund. Det var lige hvad den trængte til og Rasmus kunne efterfølgende diske op med en fin fin pizza.
 |
Efter vi havde renset oven, skorsten og lunger, bagte Rasmus super god pizza |
Nu gik turen bare sydover og hjem til jul. Heldigt for os kørte vi lige i r… af slædehold 2, så hver gang vi kom til en hytte, var den stadig varm og der var gemt boller til os. Kan man ønske mere luksus?? Det kan jeg umuligt forestille mig.
  |
Øverst: Kontortid. Position og dagbog skrives i slædemappen Nederstr: Ny Jonbu/Ardencaple Fjord Depot badet i nordlys og storm |
Vi nåede ned til Ardencaple Fjord, hvor slædehold 2 lå i hytte. Om aftenen fik vi over radioen et stormvarsel og melding om at vi kunne forvente at ligge vejrfast (=umuligt at køre pga. vejret). Det skulle vise sig at være sandt, for vi lå der i 5 dage med storm på 50-60 knob. En morgen hvor Rasmus og jeg lå og sov, kom Tobias pludselig brasende ind og råbte at vi skulle komme i tøjet, for deres slæde var væk og vores stod ”vist nok” heller ikke der hvor vi havde sat den, da vi kom”. Først troede vi at det var en utrolig ringe joke, men vi kom i tøjet og røg udenfor hvor vi blev blæst fuldstændig omkuld og intet kunne se, pga. snestormen. Vi mærkede efter om vi havde GPS’en med i lommen, så vi kunne finde tilbage til hytten. ”just in case”! Slæden var godt nok væk.. ca. 250 meter ude på isen, kunne jeg svagt skimte skæret fra en pandelampe, så jeg løb derud, hvor jeg mødte Tobias og ”Sort Sol”. Den havde kilet sig fast i en isskosse og Tobias var ved at sikre at den ikke kørte længere. Vi skyndte os over til Peter og Rasmus. Peter havde fundet deres slæde væltet 300 meter ude fra land. Den fik vi kæmpet på højkant og fik den bugseret op til hytten og bundet fast inden vi kunne komme ud og redde vores egen slæde op på land. Puha, jeg tør ikke tænke på konsekvenserne hvis vores slæder var forsvundet.
En ”aha” oplevelse, som vi jo selvfølgelig burde have set komme, men mon ikke vi husker det fremover?
Det sidste stykke hjem til Daneborg var ”piece of cake”… det meste af vejen…!
Vi skulle krydse Lindemanns dalen, men al den sne der før lå der, var blæst væk i stormen, så ”alle” sten var blottet og ”alle” sten skulle åbenbart en tur op og kysse vores bundbrædder på slæden, hvilket resulterede i 3-4 knækkede af slagsen. Lindemanns dalen bød også på både slædesalto ned af snefane samt en ret så spændende ”case” på en anden snefane. Pludselig opdagede vi midt i mørket, at vi kørte 4 meter oppe på en snefane, lige ved siden at elven og da bagenden af slæden stille og roligt bevægede sig ud over kanten, blev det ret kriminelt. Heldigvis er Rasmus udstyret med et helt unikt løbetalent og hurtigere end hurtig var han oppe ved Hansen og Johan (førerhund og næstkommanderende) og fik trukket dem opad, og videre op på land. Desværre for Jesper, blev jeg fanget på den forkerte side af slæde og da bagenden slog det sidste smut med halen, blev jeg skubbet ud over kanten og kurede de 4 meter ned af fanen og ned på isen. Derfra kunne jeg så ligge kigge op under slæden og konstatere at noget af juleferien rigtig nok skulle gå med at skifte bundbrædder…
 |
| Slædehold 4 leger med lukketid og lommelygte |
Jeg fandt mine ispigge frem og begyndte opstigningen af de 4 meter og kunne efterfølgende finde Rasmus og ”drengene” lidt længere fremme. Den nat sov vi fremragende i teltet, trods storm! Dagen havde forinden budt på 2 ødelagte riffeltasker, 3 defekte lynlåse samt lidt andre ødelagte små ting.
I en ordentlig hyler (storm) kørte vi dagen efter, i de sidste 20 km mod lysene på Daneborg og en velfortjent juleferie og diverse reparationer af slædegrej.
Status på efterårsrejsen: Fantastisk og helt ubeskrivelig tur med 1000 andre oplevelser end dem jeg har beskrevet her, 2 smadrede ski, den ene røg efter en perfekt timet helflugter på den eneste sten jeg kunne finde i det område, en masse dejlige blå mærker og en masse andre dejlige ting
Rasmus og jeg glæder os helt vildt til Forårsrejsen fra den 20. januar
 |
| Det er noget af den natur vi må trives med heroppe |
Verdens sejeste hunde, som bare bliver ved med at imponere hver dag: Johan, Hansen, Indy, Singerneq, Sally, Hjørdis, Sigurd, Yuri, Batman, Robin, Balder, Armstrong og Roger (Jespers yngling. Roger løb ved siden af slæden en dag, fordi han var blevet bidt i poten. På et tidspunkt kører vi henover noget, umiddelbart helt ufarligt baks, men vi vælter begge. Kun Rasmus når lige nøjagtig at få fat i slæbetovet og bliver trukket af sted ud over isen og væk. Mine ski hænger fast imellem to isskosser og jeg har knaldet min dårlige skulder ned i isen, så når slet ikke med og kan bare se slæden der kører væk med Rasmus hængende bagefter. Da jeg så får kigget op står Roger ved siden af mig og holder øje med om jeg er ok og venter på mig. Det er sgu da en sand ven. Den dag blev han min yngling.)
 |
Julemanden kom med fine gaver... |
Siden vi kom hjem fra rejsen, har vi holdt lidt fri og fejret jul og nytår i bedste stil. Vi fik endda besøg af julemanden juleaften, og han havde sit lille rensdyr med, der til en forveksling lignede lille Oakley…
 |
| Anders fik lov til at holde julemandens rensdyr |
Lige nu er optælling af stationen og klargøring af grej til forårsrejsen og jeg har lige en kokketjans som bare skal overstås. Hvorfor kan det ikke bare blive den 20. januar NU!
Tusinde tanker til alle derhjemme, håber i har det godt og glæder mig til at høre fra jer.
Piskesmæld fra
Jesper
 |
| Klar til forårsrejsen |
