Forårsrejserne

Hippieko ved Brainard Sund



Så er der ”lidt” nyt fra de to forårsrejser. Vi er vel hjemme igen, fyldt med indtryk og fantastiske oplevelser. Det har virkelig været en helt igennem suveræn tur og man glæder sig næsten allerede til at skulle af sted igen. Jeg ville dog også lyve stærkt hvis jeg sagde, at jeg ikke glædede mig helt vildt til denne sommer og til at se lidt andet end sne :-)



Det blev et lidt langt indlæg, men det er lidt svært at koge 4 måneders oplevelser for livet ned til et par få linjer, så det må altså være sådan! God fornøjelse…

Del 1 (første tur, 20. Jan – 28. Feb.)

Efter en velfortjent og virkelig hyggelig jul, med besøg af Julemanden i egen høje samt et brag af et nytår, med meget flot (og enorm) bombe på isen, stod vi den 20 januar igen klar til at kravle i slædetøjet og spænde hundene for. Nu var der begyndt at komme lidt lyse timer midt på dagen, så man kunne igen se hvor man kørte og hvad man kørte ind i. Rasmus og jeg skulle denne gang sydpå til Mestervig, hvor vi håbede at kunne sige hej til forskolen.

Vi havde det det bedste føre sydover og skøjtede til Mestersvig på 11 dage. Undervejs fik vi lidt selskab af 2 bjørne, de gad heldigvis ikke tale med os, så de listede pænt af igen. Da vi kom til Mestervig trak det op til møgvejr. Vi havde planlagt 4 hviledage, så vi kunne hygge lidt med forskolen, men det dårlige vejr gjorde, at de ikke kunne lande og måtte vende om og flyve til Island, bittert.



Vi varmer fingre den første dag med sol



Vores tæve Sally blev rød undervejs (dvs. at hun blev drægtig), hvilket betød at hun blev lidt kuldret, men værre var det, at vi nu også kørte rundt med de mest liderlige hanhunde nord for polarcirklen. Det var lidt en udfordring, for selvom der er minimalt omløb i en slædehunds hoved, så er den ikke i tvivl om hvornår man skal holde sig til, for at få lidt sjov, så sommetider stoppede hele bondetoget uden nogen varsel, fordi alle skulle ned snuse til herlighederne eller slås. Hamrende belastende… Nå, men den heldige blev vores ven fra vestkysten, Singerneq og han var absolut ikke sen til takke ja til tilbuddet. Så resten af turen hjem, var der både morgen og aftenhygge til Singerneq. Til sidst gad han ikke engang stå op under akten, så er det altså blevet lidt for meget hverdag…stodder! Resultatet af de aparte udfoldelser kommer jeg ind på lidt senere



Åbent vand ved Myggbukta



Mens vi havde fint føre, måtte mange af de andre slædehold ligge vejrfast eller trave foran slæden pga. tungt og blødt føre, så vi havde lidt ondt af dem når vi lå og hørte om alle deres problemer på radioen om aftenen. Vi nåede dog også lige at snuse lidt til det dårlige vejr og måtte lige vejrfast i et par dage på Franklin Depot. Fra Franklin på vej mod Myggbukta, gik jeg foran slæden, ca. 100 meter fra land og lagde spor, da jeg pludselig kunne mærke isen gynge under mig. Jeg råbte til Rasmus, at jeg synes sgu det gyngede lidt.. Lige da jeg havde sagt det vendte et kæmpe stykke af isen rundt inde i landbrækket og nu var der pludselig åbent vand. Så kan det godt være at slædehold 4 fik travlt med at finde et sted hvor de kunne komme ind på land. Da vi havde kørt et par kilometer kom der mere og mere åbent vand og til sidst havde vi kun ca. 2 meter på land at køre på, lidt spændende.



Vi kom tilbage til Daneborg og ”cirkus martsbesøg” den 28 februar. Martsbesøget er folk hjemmefra der kommer op og holder møder om de møder de skal mødes for at holde møde om. Derudover kan man lige få kontrolleret bisserne ved Peter tandlæge og tale med en læge, så det er sådant set fint nok. Ellers gik dagene med at pakke slæden sammen og læsse den på en Twin Otter, så den kunne blive fløjet til Station Nord, hvor næste del af etapen skulle køres fra.

Del 2 (anden tur, 1. Mar – 1. Jun.) 



Ralle i Twin Otteren



Slæden og alt vores grej var jo sendt i forvejen, så nu manglede vi kun de 13 cylindre og de to fupper. Nogle af hundene havde prøvet at flyve før, så der var rimelig ro på under den 3 timer lange flyvetur til Station Nord, men der var også dem der var lidt mere betænkelige ved det. Blandt dem var Batman absolut ikke sit navn værdig. Han tumlede rundt og skulle ligge på sæderne, så nede på gulvet, så oppe i nakken på mig eller Ralle og så ned på sæderne igen. Det var værre en en 3. Klasse på vej på lejrtur. De to allermest rutinerede slædehunde, Roger og Armstrong tog hele turen meget afslappet, men de røg desværre lidt i tumult da vi lettede, og Roger blev bidt i poten. Ham måtte vi så have syet på Nord og så lå han ellers og fedede den i 3 uger på læsset!



Fra den 2. til den 10. Marts, stod Ralle og jeg til rådighed for en fotograf fra National Geographic, der skulle tage billeder til en artikel, der kommer i deres blad her sidst på sommeren (måske). Journalisten har fulgt mig og Ralle (pr. Dagbog og tlf.) og det skulle der så gerne komme en fin artikel ud af.

De to andre slædehold, 2 og 5, skulle flyves ud til Hall Land og FNA Hytten. Nå, men den 10. kørte vi så af sted fra Nord, efter en uge med alt for meget god mad og alt for meget slik og kage. Men nu gik turen nordover, og så skulle der jo nogle kalorier indenbords. I løbet af den første uge, havde vi temperaturer nede omkring -40, og så er det altså nemt at komme i tanker om noget sjovere end at skulle kravle ud af posen om morgenen.



Så skal der graves

Vi kom op og rundede Kap John Flagler og kørte ind i Hyde Fjord, den 22 marts. Vi havde kun kørt ca. 2 timer, da vejret skiftede fra dårligt til meget dårligt. Det blæste, sneede og sigten tillod os kun lige akkurat at kunne se de yderste hunde i nomen. Vi besluttede at stoppe og smide teltet op for lige at se vejret an i et par timer. Det skulle vise sig at være et ret godt træk, for nu blev det virkelig ringe vejr. Nu stormede og sneede det, teltet var nogen gange næsten trykket helt sammen og vi lå lidt og bad til at Mogens Clausen som syer teltene, have gjort sit arbejde godt. Så der kunne vi så ligge og glo og om aftenen på radioen kunne Sirius berette at vejret ikke ligefrem blev bedre de næste dage. Hmm…. Nu skulle vi så til at overveje hvad vi havde med af proviant, hundemad og fuel til brænderne. Det kan være ret koldt bare at ligge i stille i et telt i -35 grader. Så vi indførte 3 varme timer fra kl. 9-12 og igen fra 19-21. I mellemtiden kunne man så krybe i posen og sove eller læse. Dagen efter havde Ralle fødselsdag, så jeg måtte ud på slæden efter en gave jeg havde med fra hans forældre. Kom jeg mere end 2 meter væk fra slæden forsvandt den simpelthen, så ringe var vejret. Men jeg fik fundet gaven og vi fik fejret Ralle med fødselsdagssang, skumfiduser over ilden og et spil Casino. Det er nok ikke en fødselsdag han lige glemmer. Vejret var nu så piv ringe, at det var svært bare at falde lidt i søvn og når vi skulle ud og kigge til hundene måtte vi tage fat med den ene hånd i kæden og følge den ud og tilbage.


Pause midt i fantastiskheden

Kl. 1200 dagen efter gik vejret fra piv ringe til lige pludselig at være godt, på mindre end en halv time, stik i mod alle vejrudsigter. Så det kunne ikke gå hurtigt nok med at få gravet telt, hunde og især slæden fri og komme af sted. Heldigvis har Mogens Clausen styr på sit håndværk.

På vejen ind igennem Hyde Fjord, besøgte vi bl.a. Citron Fjord station. En forsker station midt ude i absolut ingenting, men det var nu meget sjovt lige at kigge ind. Der er kun folk der om sommeren, så vi var helt alene i den lille spøgelsesby. Vi lånte en generator så vi kunne lade batterier op til en skruemaskine vi fandt. Og på den måde kunne vi reparere vores ene med på slæden, der var begyndt at hænge alvorligt med mulen.

Bamsefar

På Hyde Fjord depot, holdt vi hviledag, og jeg var indendørsmand. Ralle gik rundt udenfor og fyldte dunke og proviant. Jeg ville lige ud og have lidt frisk luft og se hvad han gik og tumlede med. Da jeg åbnede døren ud til, kunne jeg ca. 50 meter væk, ane hovedet på et ret så stort hvidt dyr. Så sagde jeg til Ralle: ” Hey der står sgu en bjørn”. Ralle troede bare jeg lavedes gas, indtil han fik vendt hovedet og kunne konstatere, at dette ikke var tilfældet, så råbte han: ”Ja sgu, skynd dig… hent kameraet!” Så det fik jeg hentet, men jeg tog nu lige en pistol med, bare for en sikkerheds skyld  Efter lidt foto mik, fik vi jaget bjørnefar væk. Vi undrede os lidt over hvorfor de 13 bjørnevagter ude i kæden ikke havde sagt en lyd og var lidt bekymrede for om de var ligeglade med bjørne. Men kl. 0100 begyndte Hjørdis at larme ude i kæden og pludselig stemte de andre i, så var vi godt klar over at Hr. Bjørn var kommet retur, så igen måtte vi ud og bede ham om at gå sin vej. Det gjorde han og så blev han også væk.





Lige her var det ved at være tiden at han gik sin vej igen



Gyldenløvshøj, turens højdepunkt (i mere end en forstand)



Fra Hyde Fjord kørte vi via Nordpasset over og videre over til Brainard Sund. Undervejs så vi ulvespor, men vi fik aldrig øje på ulven desværre. Derfra videre ned i J.P. Koch Fjord og op ved Adams Gletcher, skærmdalen og ned på aftenstjerne Sø via Gyldenløvshøj. Den absolut flotteste nedkørsel på hele turen. Vi kørte slæden op i 700 højdemeter, så nedkørslen var lang og flot. Dejligt med lidt afveksling i forhold til de dage, hvor man kan se længere end man kan nå på to dage, det er knap så motiverende…Midt på nedkørslen havde slædehold 2 advaret os om et kæmpe snehul på 2 meters dybde.( f.eks. området omkring en sten hvor blæsten har gjort, at der ikke ligger noget sne) Så der måtte vi slippe alle hundene og læsse slæde af og fire den ned. Et andet sted måtte vi pille alt af læsset og slæbe det op af en bakke selv, fordi hundene ikke kunne trække så stejlt. Det er charmen ved at køre slæde i sådan noget terræn.

Vi kørte øvre- og nedre Midsommer sø til Midsommer elv, ubetinget forårsrejsens flotteste tur, kørt i solskin og skyfrit. Her er alt bare øde og super flot.



Vi havde et par hviledage på Moltke Station sammen med slædehold 2, hvor vi fik skiftet lidt bundbrædder på ”Sort Sol” og Peter og jeg fandt et par gamle knallerter i en hangar, som vi efter meget møje og besvær rent faktisk fik startet op og så var der selvfølgelig dømt Grand Prix som Peter meget snævert vandt. Til mit forsvar kørte jeg også med fladt bagdæk…



Morten og laver en "Palland"

Vi kørte videre til Hagen Fjord, hvor vi skulle ned i bunden og over land til 5. Maj sø. Hagen Fjord var et stor blødt helvede og vi måtte trampe foran slæden i 50 cam blødt sne, da vi så kom ned i bunden, viste det sig at vi ikke kunne komme over land, da den canyon vi skulle igennem var fuldstændig blokeret af stenskred. Så vi måtte hele vejen tilbage og køre over Jyske Ås, men det havde vi jo ikke pakket op til på slæden. Så vi skulle spare lidt på proviant, hundemad og fuel og håbe på at vejret holdt så vi ikke skulle ligge vejrfast. Midt i Jyske Ås begyndte det at sne, det væltede faktisk ned, der faldt ca. 1 meter på 6 timer, så vi besluttede at slå teltet op. Dårligt havde vi sat stængerne i, da Ralle pludselig udbrød: ”Nu føder hun sgu!” Sally vores gravide tæve, timede det dårligst muligt og var begyndt at føde og så kan det godt være at Jesper og Rasmus fik travlt med at få tingene på plads og få fyret op i teltet. Desværre var Sally lidt forvirret og den lille nyfødte måtte lade livet, inden det rigtig kom i gang. Vi fik hurtigt banket en rede op i apsis og så gik det stærkt, vupti, så kom der en mere. Desværre måtte også denne lade livet, da Sally åd den! Nu blev vi ærlig talt lidt nervøse for, om der overhovedet ville komme noget ud vi lave slædehunde ud af, men så sagde det bum! Bum! Bum! Bum! Og Bum! Med en times interval blev Gerber, Garmin, Kaffi, Nik & Jay født… Det var noget af en oplevelse. Men det betød også, at vi måtte blive i teltet dagen efter, for lige at få ro på i det første døgn. Udenfor sneede det stadig og bunken i proviantkassen svandt stadig ind og det samme var tilfældet med hundemad. 3 dage senere kunne vi køre ind til hytte på 5. Maj Sø, men 1 liter fuel, 1 pose hundepem og ikke ret meget fuppemad, så den blev kørt lige til grænsen. På depotet vendte vi døgn. Det vil sige, at vi begyndte at køre om natten, fordi det blev for varmt for hundene om dagen og fordi sneen blev dårlig midt på dagen. De små vapper blev installeret i en kasse på slæden, og kom så op og fik ”pat” en gang i mellem. Vi fortsatte sydover og skulle mødes med slædehold 2 og 5 på Centrum Sø depot, hvor rygterne sagde at der ville komme drop med fly. Der var vi ca. 8 dage senere, dejligt at se de andre igen og mennesker i det hele taget.



Jesper's yngling: Gerber...




 

Droppet kom midt på dagen, så det var ikke meget søvn det blev til, men hvad gør det når der dumper svinemørbrad, boller, FRUGT!!!, øl og et usandsynligt ringe voksenblad ned fra himmelen? Vi fik en Slots Classic, noget frugt og en bolle og så pakkede vi sammen og kørte videre.

5 dage senere landede vi på Lägervallen Depot og sørme om de flinke sommerfolk ikke havde lagt lidt øl ud i sommer, Så der var fest med LIDT øl og svinemørbrad til alle 3 slædehold. Slædehold 2 havde pibetobak med fra Station Nord, så dem der havde de lyster kunne få sig en pibe.

Videre sydover besøgte vi Jørgen Brøndlunds grav, det var virkelig spændende at besøge det historiske sted og man kan slet ikke fatte hvilke anstrengelse de stakkels mænd var igennem på Danmark ekspeditionen. Det var dengang der var mandfolk til…!!



Best Buddies

 Den 19. Maj kørte vi ind på Danmarkshavn, den lille vejrstation vi også besøgte i efteråret, så var der dømt ordentlig mad og et godt langt bad for første gang i 2,5 måneder, så der gik lidt sæbe til  Der var så dejligt at møde de glade og meget gæstfrie folk på stationen og man havde det næsten helt dårligt med at lave ingenting og blive vartet op i begge ender (men også kun næsten ) Vi fik sagte farvel til rare mennesker på Danmarkshavn og fortsatte alle 3 slædehold sydover til Nanok, hvor vi skulle mødes med slædehold 1 og 7. Ralle og jeg måtte lige en tur ind forbi Påskenæsset depot og hente to jakkesæt som HAN havde sørget for at VI skulle køre i. Så det var to flotte fyre (næsten nyvaskede) der kørte slæde med jakkesæt i 2 dage. Det var meget sjovt, men det var også dejligt at komme af med igen.



To flotte fupper i jakkesæt

På Jeg hoppede over på slædehold 2 og kørte sammen med Peter fra mit eget hold de sidste 2 dage ned til Nanok, bare for hyggens skyld. Vi kørte bagerste og om morgenen var vi ikke helt færdige med at sove da vækkeuret ringede første gang, så da vi stod op og kiggede ud, nåede vi lige at se bagenden af de 2 andre slæder der forsvandt i horisonten. Nå, tænkte vi. Jamen det kunne da godt være vi skulle se at komme op så… Men vi tog det nu stille og roligt og hentede da også det ene slædehold senere. Da vi kørte ind til Nanok blev vi modtaget af to MEGET nøgne mænd med flag (det var vist noget med at de havde tabt en udfordring i et spil ludo) Men sjov og sikkert kold event!



Sommer ved slæden

 Fra Nanok blandede vi slædeholdene og kørte i samlet flok ned gennem Fligelys hvor vi måtte forcere flere halvstore revner, det gik sådan set fint nok indtil den sidste. Morten og jeg kom kørende, så revnen og råbte: ”REVNE REVNE REVNE” og hundene satte, præcis som de skulle farten op, men 2 meter før revnen besluttede vores førerhund Johan, at det vist alligevel ikke var noget for ham at springe over den revne og bremsede fuldstændig op. Pludselig holdt slæden skråt på en 1,5 meter bred revne med åbent vand og vi havde de små vapper, nu i 2 kasser, på slæden, så det måtte bare ikke gå galt. Jeg to mine ski af og hoppede over revnen mens Morten fik rettet slæde op. Over på den anden side kaldte jeg på Johan og Hansen og de sprang fint med over og det samme gjorde de næste 6 hunde, men så mente de heller ikke at de skulle videre derfra. Det resulterede i, at Balder og Robin nu lå ude midt i vandet. Jeg forsøgte at hive i nomen, men jeg kunne ikke trække dem op alene og nu kunne jeg snart kun se snuden på Balder, alt andet var under vand. Robin kom op ved fælles hjælp, men da jeg ville træde helt hen til revnen brækkede en stor snefane af, og jeg røg i til hoften, men jeg fik fat i Balders sele og vi kom på en eller anden måde begge to op, fuldstændig gennemblødt. Balder helt og jeg selv fra hoften og nedefter. Det var ret køligt, men det var godt at de svære kuldegrader var forsvundet. Da jeg skulle have mine ski på igen kunne jeg ikke finde dem. Morten kunne da oplyse at slæden havde kørt henover dem og de var væltet ned i revner og lå lige nu formentligt nok på bunden af Fligelys fjord. Det var vores reserveski, jeg havde allerede aflivet 3 par tideligere, så nu måtte vi bare vente på slædehold 5, så jeg kunne få deres reserveski på og komme videre.



Nik & Jay boede selvfølgelig sammen. Nik trækker lidt frisk luft



Efter et par timer blev Morten og jeg enige om at jeg frøs og vi slog telt op. Vi kørte forrest, så det var alligevel os der bestemte hvornår vi ikke gad mere. Da jeg havde fået varmen og noget tørt tøj på, kom Ralle væltende ind i teltet, endnu mere gennemblødt end jeg. Han havde været HELT i, i selvsamme revne. Det var kun hans pandebånd der var tørt.



Alle slædehold samlet på Zackenberg

 Den 1. Juni trillede vi ind på Zackenberg hvor der var dømt afsluttende hygge med grillpølser, hotdog, øl og sommervejr i særklasse. Vi kom kl. 2 om natten, badet i solskin. Så mens vi ventede på at gnisterne på daneborg skulle stå op og komme med alle de gode varer, vandrede vi en tur på Zachenberg fjeldet. Virkelig virkelig en flot tur. Vi kom ned fra bjerget samtidig med at gnisterne ankom og så var der hygge, røverhistorier og en perfekt afslutning på en verdensklasse forårsrejse.



Hygge ved Zackenberg

 Der har været så mange fede oplevelser at det er svært at få dem alle sammen med her (selvom det blev lang). Men især den oplevelse at få vapper på en slæderejse er helt unik. De små dejligt klumper er hver dag genstand for en masse sjov og ballade og i sær hygge. Gerber fandt selv ud af at banke på ind til teltet når han var træt og ikke gad og slås med sine søskende. Så blev han lukket ind og gik selv op og lagde sig på min sovepose og faldt i søvn. Det er altså hygge!



Garmin, Gerber og Kaffi synger om kap!

 Der har i stort overtal været flere gode oplevelser end dårlige, men der er også dage hvor man spørger sig selv om hvad fanden man går og laver her midt i ingenting omringet af hårdt arbejde og dårligt vejr, når man kunne gå rundt derhjemme, tage en kop kaffe og sætte sig ned i et varmt lokale. Men når men lyner indgangen til teltet i om aftenen, har fået skiftet tøj og sidder med sin suppe og en god bog, så er der bare ingen andre steder i hele verden man har mere lyst til at være end lige her. Ingen bekymringer om noget som helst, ingen dårlige nyheder i tv, intet internet, ingen mobiltelefon, intet forstyrrende udefra. Kun dig og din bog. Det er velfærd for sjælen. Jeg ville ønske jeg kunne vise jer det alle sammen…



De to helte fra Slædehold 4 og Sally





Tak til Ralle for en super tur

 

Og i særdeleshed tak til Johan, Hansen, Yuri, Indy, Singerneq, Hjørdis, Sally, Sigurd, Batman, Robin, Balder, Armstrong, Roger og selvfølgelig Gerber, Garmin, Kaffi, Nik & Jay

 

Mange tanker hjemover til familie og venner

Jesper






Nik er træt











Søskendekærlighed



Jespers hue nåede lige en tur ned på olieovnen...







Slædehold 4 ved Brøndlunds Grav